Savn og sorg

Jeg laver den her blog for ikke mindst at hjælpe mig selv men forhåbentlig også hjælpe andre.

Jeg befinder mig lige nu i en uvished om, hvem jeg egentlig er og, hvem jeg egentlig gerne vil være. Jeg har lært, at nogle ting bliver lettere at forholde sig til, når de bliver skrevet ned, derfor vil jeg skrive tanker og følelser ned for, at hjælpe mig selv på vej til at blive det menneske jeg lige nu ikke kan finde.

Hele den her uvished om mig selv startede for snart et år siden da min elskede farmor forlod os. Mit savn til hende er om muligt kun blevet større i løbet af det her år. Jeg har længe ikke haft mig selv med, i de ting jeg har fortaget mig, jeg tabte mig selv fuldstændig da et opkald til min mor, forvandlede mig fuldstændig. Ikke nok med at jeg befandt mig i et meget turbulent forhold, nu skulle jeg også være i en verden, hvor min farmor ikke længere var.

Det er måske svært at forstå for nogle, men jeg forgudede min farmor. Hun var en meget stærk kvinde med meget stærke holdninger. Hun lod ingen fortælle hende, hvordan hun skulle opføre sig, hun var helt sin egen. Jeg så op til hende, som jeg ikke har set op til nogen før. Måske fordi jeg også gerne ville være ligeglad med, hvad andre tænkte om mig. Måske fordi alle elskede hende, for den hun var. Måske fordi jeg altid selv har været bange for at vise, hvem jeg i virkeligheden er.

For mig, og bestemt i det her tilfælde, hænger sorgen og savnet meget sammen. Jeg sørger stadig, og jeg savner stadig. Jeg tror aldrig, at den her følelse vil forsvinde. Men jeg håber, at i fremtiden vil følelsen være lettere at leve med.

Jeg søger nu vejen tilbage til, da jeg tabte mig selv. Jeg vil samle mig selv op og lære mig selv at gå igen. Jeg har glemt, hvordan verden ser ud uden den sorte sky.

Jeg kan sige til alle, at jeg er glad igen, men inderst inde ved jeg godt, at jeg ikke er det. Jeg vil så gerne være glad igen, og har derfor bildt mig selv ind, at jeg er det. Men sandheden er den at savnet til min farmor, og ikke mindst savnet til min største kærlighed nogensinde fylder meget mere i mig, end jeg vil indrømme. Jeg har længe troet at, hvis bare jeg fortalte mig selv, at jeg var kommet videre, så var jeg det. Men det er jeg ikke.

Det er hende, jeg savner allermest, når jeg ikke føler, at jeg er god nok. Og det er ham, jeg savner allermest, når jeg føler mig alene. På et år mistede jeg altså to personer i mit liv, som jeg stadig ikke er klar over, hvordan jeg skal leve uden. Min farmor forlod mig, og dragende op til min farfar som en smuk stjerne på himmelen. Min ekskæreste forlod mig da, forholdet blev for hårdt at være i. På en måde sørger jeg nok egentlig også over at have mistet ham. Måske ved jeg bare ikke endnu, hvordan man håndtere sådanne følelser.

Jeg ved godt, at jeg skal arbejde med mig selv for at få det bedre, og det er også derfor, at jeg skriver mit første indlæg, jeg skal ud med mine følelser og tanker, og jeg vil gerne dele dem med verden for jeg ved, at jeg ikke er alene om de her følelser.

Tak til helsematilde og sloganet ‘du er aldrig alene’. Hun har virkelig været min inspiration til at få skrevet dette første indlæg. Jeg håber, at jeg med dette kan hjælpe bare én i samme situation med at indse, at du ikke er alene.