Hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind?

Hvordan kan jeg egentlig få mig selv til at sige til mine veninder, at de ikke må være kede af deres kroppe.
At de er perfekte, præcis som de er.
At de ikke må have et forvrænget syn på sig selv.
At de ikke skal tænke for meget over, hvordan de spiser.
At de skal være glade for dem selv på godt og ondt.
At det kan være skadeligt at have et dårligt syn på sig selv.
Når jeg ikke er en skid bedre selv.

Hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind? Burde jeg ikke bare klappe i?
Jeg kan da egentlig ikke tillade mig at sige sådan til dem, når jeg ikke har noget at have det i. Jeg er ikke fuldt ud glad for min krop. Jeg har ofte dårlige tanker om min kost. Jeg elsker ikke altid mig selv på godt og ondt.

Egentlig synes jeg ikke, at jeg kan være det bekendt. Jeg kan da på ingen måder tillade mig at fortælle andre, hvordan de skal tænke om sig selv, når jeg ikke engang selv kan efterleve det. Og der er da på ingen måde nogle, der nogensinde vil tro på mine ord, når jeg ikke selv gør det.

Jeg fortæller ofte mig selv, at jeg er tynd. Jeg prøver hver dag at snyde min hjerne til at se noget perfekt i spejlet. Jeg vender og drejer mig, og spænder alt, hvad jeg kan i maven, for så ser jeg jo godt ud. Sandheden er desværre bare en anden. Jeg ser jo ikke sådan ud hele tiden. Det er jo forfanden ikke den side af mig selv, jeg skal blive forelsket i.

Men, hvad får mig så egentlig til at sige sådan til dem?
Egentlig tror jeg, at det bunder i, at jeg ikke ønsker nogen i verden at tænke sådan om sig selv, som jeg nogengange tænker om mig selv.

Ærlig talt ville jeg ønske, at jeg var den eneste i denne verden med disse dårlig tanker, men det ved jeg godt er langt fra sandheden. Mange piger tænker i dag rigtig dårligt om sig selv.

Der er så mange idealer man skal passe indenfor, og ingen kan på nogen måder dette.
Dagens ideal er så fucked up langt ude. Og hvorfor er der overhovedet et ideal. Og hvorfor synes vi egentlig, at det er noget vi skal passe indenfor?

Jeg bliver så træt! Ikke bare af idealer, men også af mig selv. Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen, og embrace den person jeg er, og den krop jeg nu engang har fået?

Jeg misunder virkelig de mennesker, der har fundet vejen frem til kærligheden til dem selv. For mig ligner det en umulig opgave. Men jeg vil blive ved med at kæmpe! Kærligheden til mig selv må være derude i fremtiden et sted! Og du skal også nok finden den! Giv aldrig op på at elske dig selv!