En overbelastet hjerne

Jeg har lige brug for at tømme min hjerne for tanker, så det gør jeg her.

Den sidste uges tid har været det rene helvede for min i forvejen overbelastede hjerne.

Jeg er vred, ked af det og sindssygt frustreret og der er intet, jeg kan gøre ved det. For det meste plejer der at være en eller anden form for løsning på mine følelser, men ikke denne gang.

Det er sjældent, at jeg siger, at jeg hader et menneske, og så virkelig mener det, men jeg har mødt et menneske, jeg faktisk sådan helt oprigtigt hader. Det her menneske har ødelagt en familie fuldstændig, og føler ikke den mindste skam. Jeg er så frustreret! Især fordi jeg ikke kan gøre noget som helst. Det er ikke min kamp. Jeg kan bare stå her og mærke alle følelserne. Jeg er så sur, at jeg i dag begyndte at græde. Jeg kan ikke styre mine følelser til det her menneske mere. Jeg kan slet ikke forstå, at der findes mennesker som opføre sig sådan her, og som er fuldstændig ligeglad med andres følelser. Jeg er magtesløs. Og vredere end hvad jeg nogensinde kunne tro, var muligt.

Ikke engang de mennesker som i sin tid mobbede mig, hader jeg. Men det her menneske er noget ud over det sædvanlige!

Nå, nok om det dårlige menneske.

Jeg kæmper stadig en del med at elske min krop. For ikke så længe siden fandt jeg ud af, at jeg havde taget to kg. på. Fy føj for en oplevelse. Jeg havde faktisk ikke regnet med, at tallet på vægten ville påvirke mig så meget, som det gjorde. Men jeg tror, at udslaget var fordi, at jeg også kunne se forandringer på min mave. Der hvor alt mit fedt ophober sig. Jeg havde ikke trænet som jeg plejer et stykke tid, og havde spist alt muligt, som jeg godt ved, at jeg ikke burde. Jeg vil gerne være ligeglad. Men det er jeg ikke. Slet ikke. Jeg tror, at jeg har gjort træning til en byrde. Jeg skal derop, ellers bliver jeg tyk. Og jeg ved jo forfanden godt, at jeg ikke er tyk. Og hvad er tyk egentlig? Hvorfor kan jeg ikke bare embrace alle mine små revner og buler? Nogle dage elsker jeg dem. Jeg synes, at de er søde. Andre dage har jeg slet ikke lyst til at bevæge mig udenfor min dør, fordi at jeg synes, at jeg ser forkert ud. Det er utroligt at dagene kan være så forskellige. Har alle det sådan?

Jeg vil bare gerne være mig. Også selvom mig måske har nogle buler og revner hist og her. Men hvis jeg ikke kan være komfortabel i min egen krop, kan jeg så egentlig være mig?

Det er noget, jeg kæmper meget med, og det ved jeg, at jeg ikke er den eneste der gør. Jeg synes ,at mine veninder er SÅ vidunderligt smukke med alle deres forskellige former! Hvorfor kan jeg ikke se sådan på mig selv? Jeg er vel også vidunderlig smuk med alle mine former? Eller hvad? Måske min hjerne bare lige skal lære at forstå.

Jeg havde glædet mig til at få sommerferie. Men den her ferie er slet ikke som ønsket. Jov det er da dejligt at have fri, men det er ikke dejligt, når alt det man gerne ville, ikke kommer til at ske. Jeg prøver at få det bedste ud af det. Men det er fandme svært, når man bare er sur og frustreret. Og når ens selvværd lige pt heller ikke er i top, er det egentlig bare lidt surt at have ferie.

Jeg glæder mig til, at jeg er færdiguddannet. Der er så mange ting, jeg gerne vil ud at opleve. Men jeg må vente et år. Det er også frustrerende. At vente. Det gør jeg meget i tiden. Venter. Det bryder jeg mig faktisk ikke særlig meget om. Men det skal til. Og så må man få det bedste ud af ventetiden.

Jeg er også rigtig træt af at være introvert. Jeg misunder de mennesker, der bare kan snakke med alle, og som egentlig bare snakker. Det gad jeg godt at kunne. Men det kan jeg ikke. Jeg lytter altid. Især i større forsamlinger. Mange har sagt til mig, at jeg virker reserveret. Det er jeg altså ikke. Jeg er bare genert. Jeg er bange for at sige noget forkert. Jeg er bange for, at du ikke vil kunne lide mig. Derfor holder jeg for det meste min kæft.

Jeg er slet ikke glad lige nu. Faktisk synes jeg, at det hele er noget lort. Jeg nyder slet ikke den her ferie. Jeg lever bare.

Jeg er et menneske med stærke følelser, og det bider mig meget ofte i røven. Jeg har svært ved at leve i nuet, hvis noget ikke går som håbet. Jeg har svært ved at tro på, at noget bliver godt igen, hvis en dårlig følelse har listet sig ind på mig. Jeg er skide hårdt. Men også okay.

Det skal jeg huske mig selv på.

Det er okay.