Arrogant, reserveret eller snobbet?

Jeg har igennem mine 24 år mødt lige præcis disse ord mange gange og i sammenhænge, hvor de, i hvert fald for mig, slet ikke høre til. Kan man overhovedet sætte dette label, som det jo egentlig bliver, på et menneske man aldrig i sit liv har haft en samtale med?

For mig er det et kæmpe stort fedt NEJ! Man kan faktisk slet ikke sætte labels på et menneske, som man ikke aner en skid om. Og slet ikke på mennesker som man aldrig har haft en sådan rigtig samtale med.

Jeg er godt klar over, at man godt kan have en holdning til andre menneskers opførelse, og det skal der også være plads til. Men jeg synes virkelig, at man skal passe på med at sætte et label på mennesket. For mig er det blevet helt tydeligt, at man under ingen omstændigheder kan lade ord definere et menneske, som man ikke ved det mindste om.

Der sker så meget oppe i hovedet på andre mennesker, som du og jeg slet ikke ved noget som helst om. Du kan ikke se på et ansigt, hvad mennesket har været igennem. Du aner ikke, hvilke tanker og følelser der bæres, inde i den krop du ser.

Jeg er mange gange blevet forarget over, at stille mennesker som mig bliver sat i kategorien arrogant, snobbet eller reserveret. Disse ord passer slet ikke på mig eller andre i samme situation. Nej jeg siger ikke meget i sammenhænge, hvor mange mennesker er samlet, og slet ikke, hvis det er mennesker, jeg ikke kender særlig godt. Jeg er meget genert og tilbageholdene, og har derfor svært ved at skulle snakke med mennesker, jeg ikke kender.

Jeg lytter ekstremt meget. Jeg lytter, tager ind og reflektere. Jeg er på ingen måde, ”jeg taler før jeg tænker typen”, jeg kan tænke over en sætning 10 gange, før jeg får mod til at sige det. Og når jeg så gerne vil sige det så er emnet ændret, og igen lytter jeg, tager ind og reflektere. Derfor er jeg stille. Jeg tænker aaaaalt for meget, før jeg taler. Og det kan virkelig være frustrerende.

Lige netop det her emne er muligvis også grunden til, at jeg ikke vælter mig i veninder. Jeg elsker, og forguder de veninder jeg har, for de betyder alt i verden for mig. Men jeg får ikke bare lige sådan nye veninder. Måske fordi at de tror, at jeg er arrogant, reserveret eller snobbet? Eller måske fordi at jeg simpelthen ikke tør? Jeg tror, at min tilbageholdenhed har meget med dette at gøre. Jeg tror tit og ofte, at jeg holder mig så meget tilbage, at ingen ved, hvordan de skal takle mig, om man vil. Og det kan jeg fandme godt forstå! Det kan umuligt være nemt, at komme tæt på en der hele tiden holder sig i baggrunden.

I drømmer ikke om, hvor mange gange jeg har hørt sætningen, ”jeg troede slet ikke at du var sådan, du er jo skide sød”. Jo tak, jo tak, men hvorfor fordommen? Nuvel, jeg er da glad for, at jeg overrasker positivt, men hvorfor bliver, det at jeg er stille og tilbageholdende, tolket så forkert?

Det her er et tabu, som jeg virkelig gerne vil have brudt!

Jeg er ikke arrogant, reserveret eller snobbet! Jeg er stille, genert og tilbageholdende!