Lidt om livet som introvert.

Introvert, jeg hader det ord, jeg hader betydningen og jeg hader det, den betydning gør ved mig.

Jeg har al den tid jeg kan huske været introvert og genert. Jeg har altid haft det svært med nye mennesker, især når det er mange nye mennesker på et sted. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal agere. Jeg kan ikke finde ud af at gøre mig selv til en del af samtalen. Jeg føler mig socialt akavet. Jeg føler ikke, at jeg passer ind.

Jeg vil ikke fortælle min livshistorie om det at være introvert, jeg vil bare gerne fortælle om nogle følelser og episoder, jeg er kommet ud i på grund af, at jeg er introvert.

Jeg går ikke meget i skole, og har derfor kun mødt min klasse få gange. Jeg var i skole i sidste uge og i forrige uge. Jeg føler mig ikke tilpas her. Jeg passer ikke ind, det kan jeg sagtens mærke. De er alle sammen super søde, det er slet ikke det. Men de er alle sammen ekstroverte, eller i hvert fald noget der peger i den retning. Jeg er introvert. Jeg er den lille stille mus. Jeg er hende, der aldrig siger noget. Jeg er tilbageholdende. Det er ikke fordi, at jeg tror de ikke kan lide mig. Jeg passer bare ikke ind.

Jeg er ikke sådan rigtig tæt med nogen fra klassen. Jeg snakker kun sådan normalt med én. Og heller ikke her føler jeg mig sådan rigtig tryg. Det fik jeg for alvor at mærke i forrige uge. Vi skulle danne grupper til gruppearbejde. Allerede der bankede mit hjerte så hårdt, at jeg var ret sikker på, at det ville flyve ud af min krop. Alle gik ud for at snakke sammen og danne grupper, og der sad jeg tilbage, den lille stille mus, helt fortabt indeni. Ingen havde spurgt mig. Det forventede jeg egentlig heller ikke, at de ville. De kender mig jo ikke. De ved jo intet om mig. De snakker ikke med mig, sådan rigtigt. Og det er min egen skyld, det ved jeg udmærket godt.

I sidste uge skulle vi igen danne grupper til gruppearbejde, igen bankede mit hjerte halvt ud af kroppen på mig. Jeg kiggede lidt rundt for at få øjenkontakt med nogen, men nej. Igen havde alle dannet grupper uden at spørge mig. Fair, så åben dog munden Maria. Men det kan jeg ikke, jeg føler mig ikke tryg nok her.

Der er mange søde mennesker i den klasse, de er faktisk alle sammen ret søde mennesker. Jeg passer bare ikke ind. Jeg er ikke som dem. Jeg er introvert. Jeg føler anderledes, og jeg føler mig anderledes. Jeg ville utrolig gerne være som dem. Men det er jeg ikke. Når jeg er i skole, mærker jeg for alvor alle mine følelser. Jeg mærker for alvor, hvordan ekstroverte mennesker har nemmere ved nye relationer. Jeg mærker for alvor, at jeg er anderledes.

Det er ikke fordi, at jeg har ondt af mig selv. Jeg er bare sikker på, at jeg ikke er den eneste i denne verden, som sidder med disse forfærdelig følelser. Derfor har jeg brug for at fortælle min historie, så alle de dejlige introverte mennesker kan se, at de ikke er alene.

Jeg er introvert, jeg er ikke stolt af det ’endnu’ men jeg håber at blive det en dag. Og det håber jeg også, at DU gør.