“Hvordan har du det?”

Lige nu er jeg i sommerhus. Her er meget stille. Jeg nyder det. Mit eneste selskab er mine forældres hund, som jeg har stjålet med. Jeg troede faktisk, at jeg ville komme til at kede mig heroppe, men det gør jeg ikke, tvært imod. Min hjerne får endelig ro til at bearbejde en helt masse.

For ikke så længe siden blev jeg på samme dag inden for et meget lille tidsrum stillet to spørgsmål af to forskellige kollegaer. Det første var: ”hvordan har du det?”. Det andet var: ”hvordan går det?”.

To spørgsmål jeg aldrig havde tænkt over, betød to helt forskellige ting for mig. Til det første spørgsmål svarede jeg med tåre i øjnene: ”jeg lever”. Til det andet spørgsmål svarede jeg smilende: ”det går fint”.

Spørgsmålet: ”hvordan går det?” betyder åbenbart for mig at folk spørger ind til min dagligdag, mit arbejde, min uddannelse m.m. og her går det fint.

Det andet spørgsmål: ”hvordan har du det?” betyder for mig at mennesket der stiller mig dette spørgsmål, virkelige gerne vil høre, hvordan jeg har det, sådan helt ind i hjertet. Det fik mig til at græde.

Jeg har det faktisk ikke særlig godt. Jeg synes at mit hoved er frustrerende. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal have det sådan her. Hvorfor skal det være så pisse svært at være glad?

Jeg snakker aldrig rigtig om mine følelser, og har egentlig aldrig rigtig gjort det. Måske fordi jeg aldrig har lært hvordan? Mit hoved er en stor krydsedulle. Mit hjerte gør ondt. Min krop er træt. Men det har jeg ikke lyst til at fortælle andre. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Måske jeg synes, at det er farligt. Måske er jeg bange for at være trættende at høre på? Og hvorfor skal jeg egentlig fylde andre med alt det dårlige i mig?

Jeg holder det bare inde. Det er kun mig der ved, hvordan jeg har det. Ingen andre ved det. Jeg har lyst til at græde hele tiden, og så igen. Jeg kan til tider slet ikke magte mig selv. Og hverdagen for den sags skyld. Men jeg viser det ikke. Jeg viser alt andet end det.

Jeg vil ikke have, at alt skal handle om mig. Der er mange andre, der har det værre end mig. Nu skal jeg tage mig sammen.

Ingen vil høre på en, der hele tiden er ked af det. Det er jo for belastende.

Jeg ville ønske, at jeg kunne rejse væk. Væk til et sted hvor ingen kender mig, og væk til et sted, hvor jeg ikke skal tænke over, hvad andre tænker om mig.

Jeg er så træt, at jeg ikke kan magte at tage mig af andre. Jeg føler mig tit og ofte som en dårlig veninde. Men jeg kan simpelthen ikke tage stilling til andre mennesker end mig selv. Jeg synes, at det er pisse hårdt at have det sådan her. Jeg har stadig ikke helt fattet, at jeg faktisk er syg.

Og hvad tænker andre om mig, når jeg ikke kan magte aftaler. Og når jeg ikke magter at gå uden for en dør? Jeg føler, at andre tænker, at jeg er doven. At de tænker, at jeg er pisse irriterende. At de tænker, at jeg skal tage mig sammen.

Det er pisse svært at forklare andre, hvordan jeg har det. Jeg tror ikke at man fuldt forstår det, før man selv har prøvet at sidde i det. Jeg fattede det i hvert fald ikke før nu.

Jeg kæmper hver eneste dag for at få det godt igen. Men nogle gange føles hele verden bare som en kæmpe idiot. Og det er sådan, jeg har det lige nu.

Frustrerende er et ord, som jeg bruger meget om min tilstand. Jeg er hver evig eneste dag frustreret over mig selv. Fordi jeg ikke forstår hvorfor min krop, og min hjerne reagere som de gør. Det er trættende.

Jeg kæmper videre. Jeg ved, at jeg ikke må give op. Og jeg ved, at der kommer en god dag igen. Forhåbentlig snart.