Ingen har spurgt

Jeg har igen en overvældende følelse i kroppen. Jeg har så mange følelser, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte.

Jeg så egentlig ret meget frem til sidste weekend, og jeg glædede mig som et lille barn til at være sammen med alle mine aller bedste veninder. Men pludselig faldt snakket på et emne, som mit hoved slet ikke var parat til. Jeg lyttede lidt, men kunne godt mærke, at jeg måtte drage min opmærksomhed hen på en anden samtale for ikke at bryde sammen. Jeg kastede lidt de dårlige tanker væk, eller pakkede dem ned i maven, som jeg har fået at vide, at jeg gør.

Hvor om alting er, så vækkede den samtale nogle følelser i mig. Jeg ved godt, at jeg ikke er den bedste til at fortælle, hvordan jeg har det. Men, hvorfor skal bolden egentlig være på min side? Hvorfor er det mig, der skal plapre løs? Burde det ikke lige så meget være andre, der skulle have lyst til at spørge ind? Lige midt i alle de tanker går det op for mig. Jeg snakker ikke om det, fordi folk ikke viser interesse. De spørger ikke. Ikke engang mine egne forældre viser interesse eller forståelse. De spørger stadig, hvorfor jeg har tidligt fri, og nogle dage ikke er på arbejde.

Det er da klart, at jeg ikke har lyst til at fortælle om mine trælse dage, når jeg ikke har følelsen af, at nogle gider at høre på det. Jeg vil ikke belemre nogle med mit dårlige liv, når de ikke selv viser interesse.

Jeg vil gerne snakke med dem, som spørger ind. Jeg vil gerne fortælle til dem, som virkelig gerne vil vide det. Til dem som oprigtigt indtil nu har vist interesse. Ærligt kan jeg kun tælle til tre personer, som jeg føler, virkelig har vist interesse i mit helbred, siden jeg fik at vide, at jeg var syg. Og ingen af dem er nogle helt tæt på mig. Ingen af dem er min familie eller mine tætteste veninder.

Jeg fortæller tit overordnet, til dem som spørger ind. Men jeg kan sagtens mærke, om der er en dybere interesse, eller om der overordnede svar passer dem helt fint.

Det kan godt være, at jeg skyder helt forkert. Men ingen har spurgt. Ingen har oprigtigt givet sig tid til at spørge ind og være der for mig. Jeg elsker alle mine tætteste mennesker af hele mit hjerte. Men ærligt så har jeg lige nu en følelse af, at det ikke er dem som kommer til at hjælpe mig videre. Det er for sent nu. Der er sket så meget i min hjerne og i min krop, som igen af dem ved. Fordi de ikke har spurgt.

Det er faktisk helt okay. Man skal aldrig presse sig selv til noget, man ikke har lyst til. Og hvis lysten og overskuddet ikke har været der til at være der for mig, er det helt okay. Jeg forstår det godt! Det er aldrig fedt, at skulle høre et andet menneske have det helt forfærdeligt, det er det virkelig ikke, i know that. Og det er helt fair.

Jeg ved godt at dette indlæg, måske kommer til at støde nogen. Men forstå at det her rent ud er mine følelser. Intet andet. Intet af det er sandt. Intet af det er falsk. Det er nemlig mine personlige følelser.