Jeg trækker stikket

Jeg skriver dette indlæg uden faktisk helt at vide, hvad det er, jeg vil skrive om og, hvor jeg vil hen med det. Men nu er det snart ved at være et halvt år siden, at jeg fik at vide, at jeg er syg. Jeg har en depression. Det halve år har jeg brugt på at finde ud af, hvad det vil sige at være deprimeret og, hvorfor jeg i første omgang overhovedet er kommet helt herud. I torsdags blev min vejleder og jeg enige om, at det var på tide, at jeg blev sygemeldt. Alt den skyldfølelse jeg havde, når jeg ikke kunne magte at komme ud af døren, og alt det jeg hele tiden syntes at jeg burde, var blevet for meget for mig. Jeg har brug for at trække stikket helt!

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det vil sige endnu. Og jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal være i det. Men det skal jeg nok finde ud af.

Torsdag var også dagen, hvor min bedste ven igennem 12 ½ år måtte gå bort. Min elskede hund Tacho, var blevet for syg til at være på denne jord sammen med os. Det er en helt syrealistisk smerte og sorg, jeg sidder tilbage med nu. Men han havde mange gode år, og det er jeg glad for. Jeg håber, at farmor tager sig af ham deroppe i himmelen.

Så faktisk var det et hårdt fald mod asfalten, der skulle være starten på, at jeg skal have det bedre nu. Men måske var det faktisk godt nok.

I dag startede jeg dagen med at gå en tur i Riis Skov. Det var helt fantastisk. Skide koldt men også skide smukt. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg gør det. Og måske var det faktisk mit første skridt imod det at blive glad. Smukke ting gør mig glad, og smukke mennesker gør mig glad.

Jeg skal lære at gøre flere af de ting, som gør mig glad. Jeg skal se mine elskede veninder mere. For de gør mig glad. Samværet med dem gør, at jeg glemmer, alt der dårlige jeg tænker om mig selv, og i de timer er jeg bare glad. Det vil jeg til at prioritere. De er den familie, jeg selv har valgt, og det er bestemt ikke uden grund, at jeg har valgt lige præcis dem.

Jeg skal også se min familie mere. For med dem er jeg tryg. De ser intet dårligt i mig. Og det gør mig glad. De vil også gøre alt i deres magt, for at jeg kommer op af det hul, jeg lige nu ligger og roder rundt i.

Jeg skal virkelig bare lærer, at det er helt okay, at jeg gør ting for MIG. Jeg skal ikke gøre alt muligt for alle andre lige nu. Lige nu er det, som betyder aller mest, det som jeg gør for MIG. Det er faktisk ikke så let at have den tankegang, når man altid har tænkt mere på, hvordan andre menneske tænker om en. Det vil jeg SÅ gerne være færdig med! For faktisk så er det jo totalt irrelevant, hvad andre tænker om en, når man bare er glad, og har de bedste mennesker omkring en.

Jeg vil være glad. Faktisk kan jeg slet ikke huske, hvornår jeg sidst var sådan rigtig glad. Og det skræmmer mig virkelig. Jeg har helt glemt, hvordan følelsen af at være lykkelig føles.

Jeg skal til at lade mig krop føle. Føle alt det dårlige og alt det gode. Jeg har i mange mange år ikke ladet min krop føle dårlige ting. Jeg har pakket det ind i maven, og nu er det på tide, at det får lov til at fylde. Jeg må gerne græde. Det kan faktisk være ret sundt for kroppen. Jeg må også gerne være sur eller skuffet over mig selv, men også over andre. Jeg skal mærke alle følelserne igen, og jeg skal give dem lov til at være, for lige meget om jeg giver dem opmærksomhed eller ej, så er de der alligevel. Det sagde min kollega så fint til mig, og hun har jo ret. De går ikke væk, bare fordi jeg prøver at presse dem til det.

Så nu skal de have lov til at være. Og jeg skal have lov til at være.