Et filter der fylder ALT

Nej. Jeg vil ikke spare jer for det mylderbæ, der fylder i min hjerne lige nu! Så nu får i det.

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg er begyndt at snakke med nogle kloge mennesker, der kan fortælle mig en hel del om mig selv, som jeg aldrig helt har forstået.

En meget klog mand spurgte mig: “hvad er det for nogle briller, du har på?” Jeg tænkte: “hvad fanden fabler han nu om?” Han fortalte mig, at jeg sikkert hele mit liv har haft de her briller på. De her briller der har et filter. Et filter jeg har lært at leve med, og ikke kan se ud over. Filteret er at jeg er uendelig bange for, hvad andre mennesker tænker om mig. Jeg er bange for at sige noget forkert. Gøre noget forkert. Være forkert. Jeg er fyldt med hvad nu hvis.

Han spurgte mig så: “tror du, at jeg ville synes, at du var mærkelig, og at jeg ikke ville snakke med dig, hvis vi mødtes et andet sted?” Mit svar var: “det er jo dit job at snakke med mig”. Han så meget alvorlig ud: “Du skal simpelthen lære at tage de briller af!” “De briller er en stopklods for dig” Amen den mand har jo ret!

Jeg har svært ved at være mig. Og hvordan fanden kan jeg egentlig være mig, når jeg sådan helt oprigtigt ikke ved, hvem “mig” er i nye bekendtskaber. Jeg ved godt, hvem “mig” er i trygge omgivelser, men jeg aner faktisk ikke, hvem den rigtige “mig” er i utrygge omgivelser.

Jeg er begyndt at øve mig i at tage mine briller af. Jeg øvede mig meget, da jeg var på skole, men det er fandme svært, når de er som klistrede til mit ansigt! Dog havde jeg faktisk nogle win oplevelser. Jeg var bare mig. Og det er faktisk ikke så farligt.

En sagde til mig på skolen: “jeg har kun en negativ ting at sige om dig, og det er, at du banker dig selv for hårdt i hovedet, og holder dig selv nede”. Så godt kender vi fandme ikke hinanden, men det havde hun alligevel bemærket. Det er jo forfanden ikke sundt! Det skal jeg fandme have lavet om på altså! Men det er fandme ikke nemt, når man hele sit liv har gået med nogle briller, som man ikke vidste man havde på!

Jeg er utrolig usikker. Jeg tror altid alt det værste om mig selv. Jeg er for tyk. Jeg er for grim. Jeg er for dum. Jeg er for irriterende. Jeg er for mærkelig. Jeg er for introvert. Jeg er for alt muligt.

Jeg øver mig på ikke at tænke alle disse ting. Men det er svært at omvende sin hjerne til at tro andet, når den har levet bag de her briller hele livet. Det at jeg er blevet mobbet, og faktisk har fået alle de her ting at vide, har helt sikkert heller ikke hjulpet på det!

Men jeg skal kigge fremad. Den gode vej ligger forude, og jeg skal bare lige finde den! Jeg har mere mylderbæ i min hjerne. Men det må i lige få en anden god gang.