Jeg er faldet ud af kassen

Kassen. I kender den allesammen. Nogle har den tættere inde på livet end andre. Den kasse mange af os føler, at vi skal passe ind i.

Jeg har mange gange følt mig forkert, fordi jeg ikke synes, at jeg kunne finde mig tilrette i kassen. Da jeg droppede ud af min første uddannelse, følte jeg skam. Det var ikke normen at droppe ud. Men ikke destomindre var det, det der skete, og nu skulle jeg finde en ny måde at komme ned i kassen igen. Jeg starter på universitetet, så kan jeg krybe ned i kassen igen og være præcis, hvor jeg skal. Men nej. Jeg “fejlede” igen. 

Jeg har sat fejlede i situationstegn, fordi det ikke er en sandhed, det var en følelse fra min side. Mange gange siden er jeg faldet ud af kassen. Det har været ekstremt svært for mig at finde mig tilrette i den fucking kasse.

Den kasse har gjort, at jeg utallige gange har følt mig forkert.

Få en uddannelse. Få dig en kæreste. Få nogle børn. Køb dig et hus. Bliv gift.

Du har ikke tid til at løbe rundt som en hovedløs kylling, der ikke ved, hvad du vil. Du skal igennem disse punkter, før du er accepteret i kassen. Inden det er du ikke velkommen. Og laver du fejl, skal du kæmpe hårdere for at få en plads.

Alt dette har været min virkelighed alt for længe, og der skulle åbenbart en depression til, før jeg fattede, at det kun var noget, jeg bildte mig selv ind.

Hvorfor fanden skal jeg gøre alle de ting, hvis det ikke er det, som gør mig glad? Det er jo åndsvagt.

Jeg skal nok nå det hele, men jeg skal gøre det i mit eget tempo. Jeg skal stoppe med at måle mig med andre. Jeg skal jo ikke kopier andres liv, jeg skal leve mit eget.

Jeg skal gøre ting der gør mig glad, og ting jeg har lyst til. Jeg har ikke brug for at have fuldstændig styr på mit liv endnu, jeg føler mig ikke klar. Jeg skal nok blive klar engang og vide, hvad jeg vil, men først når jeg føler for det.

Jeg har bestemt mig for at smadre den forbandede kasse. Den har aldrig gjort noget godt for mig alligevel. Desuden lyder det faktisk lidt kedeligt at bo i den, i hvert fald for mig. Jeg har lavet min egen kasse. Og nu er det tid til at proppe en masse mig ned i den. 

Det hele startede egentlig med, at jeg snakkede med min veninde. Vi snakkede om, om det var fedt at sidde på plejehjemme og fortælle om vores perfekte liv i kassen. Eller om vi gerne ville sidde på plejehjemmet og fortælle, om alle de ting der skete i vores liv, som umiddelbart ikke ville passe ned i kassen. Og vi kom frem til, at det klart var det sidste. Og siden da tager jeg mig selv ret ofte i at tænke:“ville det her være fedt at fortælle på plejehjemmet?”. Og det er faktisk stille og roligt, blevet det jeg lever efter. Fede historier at kunne fortælle på plejehjemmet og til børnebørnene.

Selvom det giver mening for mig, er det jo ikke sikkert, at det giver mening for dig. Vi er alle forskellige, og det er fandme fedt.

Hvis du spørger mig, burde der være mere fokus på, at den kasse ikke er virkeligheden. Jeg tror, at der er flere derude, end man lige tror, der er ved at gå ud af sit gode skind, fordi man tror, at man skal passe ned i den kasse. Og har du så stadig ikke en kæreste i en alder af 30 eller 40, og er børn en by i rusland, så føler man sig forkert. Og det er du ikke! Du er lige præcis, hvor du skal være.

Du tager tingene, i den tid der er rigtig for dig, og det er lige præcis sådan, det skal være! 

You do you, altid!