Den kærlighed

Den 20. januar 2019 valgte jeg at udgive mit første blogindlæg. Det var ca. et år efter, at min farmor gik bort. Her vidste jeg ikke, at jeg faktisk sad midt i en depression, men jeg havde her bare brug for at komme ud med mine tanker og følelser, i håbet om at det ville hjælpe mig til at forstå.

Jeg savner stadig. Mest min farmor. Rigtig meget min farmor. Jeg synes stadig, at det er vildt svært, at hun ikke er her mere, og jeg græder stadig når vi som familie snakker om hende. Men jeg ved at hun vil se mig glad, det er der ingen tvivl om. Jeg har aldrig været i tvivl om hendes kærlighed til mig. Det kan jeg godt være i forhold til andre, men lige med hende har jeg aldrig nogensinde været i tvivl.

Jeg savner også min eks. Ikke et sådan ‘jeg vil have ham tilbage’ savn, mere et ‘jeg savner at mærke den slags kærlighed’ savn. Jeg kunne til tider godt bleve usikker på hans kærlighed til mig, men inders inde vidste jeg, at han elskede mig, jeg kunne mærke og se det på ham. Ingen har siden ham kigget på mig på den måde, og jeg skal da være ærlig at sige, at jeg heller ikke har kigget på andre på samme måde, som jeg kiggede på ham.

Han lærte mig virkelig, hvad kærlighed er, og han lærte mig at føle det helt ind i hjertet på sådan en ‘hold kæft hvor jeg elsker dig’ måde. Det havde jeg sgu aldrig prøvet før. Så tak for det.

Jeg har ikke haft den følelse siden. Og den følelse kan man da godt komme til at savne. Meget. Men jeg tror virkelig, at der skal meget til i dag, før jeg nogensinde får den følelse igen. Jeg stoler ikke rigtig på ‘mænd’, eller ‘fyre’ eller, hvad fanden man nu skal kalde den slags menneske. Og det er der mange grunde til, som jeg ikke vil komme ind på her, men jeg er blevet udsat for en del af den slags menneske, og det er nok derfor at jeg altid paraderne oppe.

Du skal ikke have lov til at komme tæt på mig, for så kan du såre mig, og det er jeg ikke klar til. Jeg holder afstand, bygger en mur, griner af min egen fortælling, og lukker dig ikke tæt nok på, til at du kan såre mig. Det er lettere når du skrider, at jeg alligevel fra start havde indstillet mig på, at du ikke ville mig. Så er det lettere at komme videre. Jeg fortæller dig ikke mine svagheder eller mine dybeste følelser. Du skal ikke kunne vide ,hvor de rigtige knapper sidder for at såre mig. Det er lettere, at jeg holder dig på afstand. Så bliver jeg ikke ked af det, når du finder ud af, at jeg ikke er noget for dig. Jeg indstiller mig altid på at du ikke vil mig fra start, for så kan du ikke knække mig, som jeg før er blevet knækket.

Jeg tror ikke, at jeg er klar til at elske endnu. Mange siger, at man bare ikke har mødt den rigtige endnu, og det kan da også godt være at de har ret. Men jeg har stadig bygget den her mur, og jeg tror bund ærligt ikke, at jeg har klar til at slå den itu. Jeg var ked af det i over et år, da han pludseligt ud af det blå forlod mig. Jeg har ikke lyst til at nogen, nogensinde igen skal have lov til at gøre mig ked af det i så lang tid igen. Det var ubærligt. Jeg ønsker ikke en sådan smerte for nogen andre i denne verden!

Jeg bliver nok klar en dag, men lige nu er det bedst at jeg bare fokusere på mig. Selvom jeg har vildt svært ved det, for inderst inde er jeg fandme en håbløs romantiker. Selvom mange nok ikke vil tro på det, men jeg elsker kærlighed. Jeg er personligt bare ikke klar til at lægge mit hjerte i en andens hænder endnu. For det betyder at jeg kan blive såret, og det er jeg fandme ikke klar til!